
Sommeren i Galleri Otto Arp starter med en udstilling med maler og grafiker John Hansen

John Hansen er uddannet på Det Fynske Kunstakademi fra 1970-1976 og er udover at være medlem af kunstnergrupper regionalt og Assens kommunes kunstråd, medlem af Billedkunstnernes Forbund og Kunstnersamfundet. De cirka 1500 medlemmer i Kunstnersamfundet er alle anerkendte, udøvende billedkunstnere og arkitekter. Kunstnersamfundet er Akademiraadets valgforsamling, der blandt sine medlemmer vælger Akademiraadet 60 medlemmer. Formålet med denne institution under kulturministeriet er bl.a. at højne det billedkunstneriske og arkitektoniske niveau i Danmark, en mission også galleri Otto Arp er optaget af.
Siden akademitidens klassiske tegninger har John været optaget af torsoen og han er her 50 år senere ikke færdig med at fylde tegn og spor ind i en torso med blyant, akryl, fedtfarver, kul, kaffe- eller i grafisk form som fotogravure. Han genoptog sporet i 2018 på et længere arbejdsophold i Provence.

Torso 64*44 cm
Vulkanudbrud i gråt
Som maler blev han for alvor nonfigurativ efter at være blevet far og et 10 måneders ophold i Brasilien i 93-94 gav endnu mere frihed mentalt til at arbejde med farven og fladerne og lyset.
”Hans hemmelighed er måske at indse formens kaos uden at miste kontrollen over hånden”
skrev en brasiliansk anmelder om Johns store udstilling i storbyen Campinas SP.
John maler lag på lag med masser af farver under overfladen. Han begrænser sig især til jordfarver.

Akryl på lærred 150*180 cm
Johns malerier taler med sin beskuer og ser aldrig ens ud: Lysindfald og vinkel giver nye oplevelser hele tiden. Hans billedkunstneriske udtryk kan benævnes abstrakt-ekspressionistisk.
Farve, stoflighed og teknik går op i en højere enhed. Han påvirkes tydeligt af den natur, der omgiver ham og det er den balance mellem landskab og abstraktion, som John til stadighed er optaget af. I syv år havde John atelier i Haut- Languedoc i bjergene, hvor han arbejdede det halve af året, mens han arbejdede på sit værksted ved Søerne i København, når han var i Danmark.
John har haft over 20 værksteder i sit liv som maler og grafiker og er god til at indrette sig hurtigt og komme i gang med det væsentlige.
”Jeg maler fordi jeg ikke kan lade være” og ”jeg har mange malerier, der skal males endnu”, siger John igen og igen.

Akryl på lærred 130*180 cm
Huskebilleder
Tidligere havde John huskelapper overalt i værkstedet. Gul klat med okker- husk umbra til højre og lignende. Nærmest modernistiske digte. Så kom han i gang med at lave små huskebilleder på 12,5*12,5 cm og lavede en HUSKETAVLE på 100 huskebilleder, som blev udstillet i det fine galleri Dahl i Sødring, der som Galleri Otto Arp var indrettet i en stald på en smuk plet i Danmark. Han har siden 2005 lavet huskebilleder og hans kone vælger et hvert år til en HUSKETAVLE.
John har på udstillingen en HUSKETAVLE med 25 HUSKEBILLEDER fra 2022. De er lavet på Ræveskiftet i Nordsjælland, hvor John fik bevilget et ophold i Ole Haslunds Kunstnerfond.

Sønderby Sø og marmorering
John bor og arbejder nu ved Sønderby sø, hvor han også har været optaget af at marmorere murene i værkstedet.
Gå en tur ved søen og se selv!
Denne marmoreringsteknik roder han også med i dele af sine malerier og lavede sidste år et loftsmaleri med sin datter som assistent. Selvfølgelig mest som dekoration, men med kant fra malerierne.
Lyset vil John gerne dele med beskueren både på sine marmorerede vægge og i sine malerier. Hans malerhelte spænder bredt fra lysets mester superhelten J.M.W. Turner til August Strindberg, Edvard Munch, Asger Jorn og Per Kirkeby
I kan læse mere om tidligere udstillinger her og der på Johns hjemmeside