BIRGITTE THORLACIUS MINDEUDSTILLING

Fernisering 1. april kl. 14.00
Udstillingen er åben indtil 19. april
Åbningstid: Lørdag og søndag kl. 11.00 – 16.00 eller efter aftale
Birgitte Thorlacius er født i Odense 1947 og uddannet på Det Fynske Kunstakademi, grafisk linje fra 1982 – 1987.
Thorlacius har udstillet på adskillige museer og udstillingssteder, bl.a. Skovgaard Museet Viborg, Himmerland Kunstmuseum, Fåborg Kunstmuseum, Johs. Larsens Museet Kerteminde, Silkeborg Bad, Det danske bibliotek Flensborg, samt på gallerier over hele landet.
Birgitte Thorlacius var medlem af Den fynske Forårsudstilling og hun var medlem af Middelfart Kunstråd. Hun har udført udsmykninger på Fyns Stiftstidendes Mediehus i Odense og Odense universitetshospital. Birgitte Thorlacius har modtaget talrige legater, præmieringer og arbejdsophold bl.a. fra Nordisk Kunstnercenter, Det Danske Institut i Damaskus, Islands Grafik Reykjavik, Det Danske Institut i Rom.
Den 17 april sidste år fik vi den sørgelige meddelelse at Birgitte Thorlacius var død i sit hjem i Kærby.
Birgitte Thorlacius var nært knyttet til galleriet på Helnæs, hvor hun havde udstillet flere gange, sidst i august 2007. Endvidere var hun en inspirerende lærer på de af galleriets afholdte kunst-kurser i Bulgarien. Det er derfor meget naturligt og kærkomment at arrangere denne mindeudstilling for Birgitte Thorlacius. En udstilling som viser et stort udvalg af de bedste af hendes tegninger og grafiske arbejder.
Det var ikke det frodige, det blomstrende og overdådige Birgitte skildrer i sine tegninger, grafiske værker og akvareller. Det er det sidste stadie i naturens gang hun var optaget af, det visne løv, frøstandene på en mælkebøtte eller de nøgne stilke på en plante. Hun så det nye liv, der spirede frem, når en plante har kastet frø og visner. Birgitte havde altid sin skitsebog i nærheden. Hun tog ikke fotos fra sine mange rejser ude i verden, i stedet blev skitsebogen flittigt brugt og fyldt med tegninger og små tekster. Birgitte var en flittig udstiller og havde ved sin død flere udstillinger i gang rundt i Danmark.
Der er ingen tvivl om at hun med sin kunst har sat et blivende aftryk.